Tone Stack Calculator
Analoge tonekontroller, tegnet og målt

Vælg et kredsløb, ændr komponenter og potentiometre, og se frekvensresponsen opdatere. Hvert resultat beregnes af Electronics API ud fra den oprindelige Maxima-model.
Gå til beregnerenHvad en tone stack egentlig gør
En tone stack er et passivt netværk af modstande og kondensatorer, der sidder mellem to forstærkertrin. Den har ingen egen forstærkning: hver hævning, du hører, er i virkeligheden, at de øvrige frekvenser dæmpes. Når du drejer på en kontrol, flytter du slæberen på et potentiometer, hvilket ændrer den modstand, kondensatorerne ser, og flytter filterets knækfrekvenser. Derfor påvirker kontrollerne hinanden — skruer du midten ned, begynder diskantkontrollen at opføre sig anderledes, fordi det er de samme få komponenter, der reagerer på begge ændringer.
Kurven beregnes, den tegnes ikke
Hvert kredsløb er et rigtigt diagram, ikke en EQ-forudindstilling. Dets overføringsfunktion er udledt symbolsk med Maxima, og serveren evaluerer netop det udtryk i hvert punkt på grafen: fra 10 Hz til 100 kHz, 90 punkter pr. dekade, på en logaritmisk frekvensakse. Intet hentes fra en opslagstabel, og intet udglattes for at se pænt ud. Ændr en modstand fra 47k til 22k, og kurven flytter sig præcis, som ligningen siger.
Sådan udføres én beregning
- Dine komponentværdier læses, valideres og sendes til Electronics API som SI-tal.
- Hvert potentiometer deles i to modstande ved den position, som rotationen og kurven (taper) bestemmer.
- Kredsløbets matrix evalueres ved hver frekvens i nettet, og overføringsfunktionen løses for hvert punkt.
- Størrelsen konverteres til decibel og fasen til grader; begge serier kommer tilbage sammen til grafen.
Sådan læser du amplitudegrafen
Den lodrette akse er forstærkning i decibel. Nul betyder, at signalet passerer uændret, og hver -6 dB er en halvering af spændingen — en stack, der ligger på -20 dB over hele båndet, slipper cirka en tiendedel af indgangen igennem. En passiv tone stack skærer for det meste, og kontrollerne bestemmer, hvor snittene ligger. En diskantkontrol forstærker ikke diskanten så meget, som den holder op med at fjerne den; derfor er kurven tættere på flad med diskanten på maksimum og falder mod højre ved minimum.
Sådan læser du fasegrafen
Fasen er den forsinkelse, netværket påfører hver frekvens, i grader. En enkelt RC-sektion kan forskyde op til 90°; en stack med flere kondensatorer kan svinge gennem flere hundrede grader over båndet. Fasen alene er ikke det, du hører, men den viser, hvor filteret faktisk vender, og den betyder noget, når stacken kombineres med andre trin. Knappen over grafen skifter den samme beregning mellem amplitude og fase.
Værdier og kontroller
Komponentværdier kan skrives forkortet: 4k7, 470n, 2.2u, 1meg. Beregneren fortolker notationen og sender SI-værdier — ohm og farad — til serveren, som validerer dem igen mod det område, der er tilladt for komponenten. Rene tal får den enhed, der hører til komponenttypen: ohm for en modstand, picofarad for en kondensator. Værdierne skal være positive, og en værdi uden for det brugbare område afvises, før nogen beregning starter.
Et potentiometer modelleres som to modstande, der mødes ved slæberen. At dreje flytter delepunktet, og kurven (taper) bestemmer, hvordan rotationen oversættes til modstand. En lineær kurve deler jævnt; logA, logB og logC følger de almindelige audiokurver, hvor samme fysiske position kan give meget forskellige modstandsforhold. To potentiometre med samme værdi giver forskellige kurver i samme stilling, hvis deres kurver er forskellige.
Øjebliksbilleder: sammenlign før og efter
Kurven opdateres, mens du trækker i en kontrol. Når du finder en indstilling, der er værd at beholde, tag et øjebliksbillede: det fæstner den aktuelle kurve til grafen, så du kan ændre kontrollerne og se begge på én gang. Der gemmes op til otte øjebliksbilleder; rydder du dem, står én levende kurve tilbage. Det er den hurtigste måde at svare på spørgsmål som, hvor meget bas midtkontrollen egentlig fjerner, når diskanten står på maksimum.
Hvad modellen udelader
Dette er en småsignalmodel af det passive netværk, med ideelle komponenter, en ideel kilde og en ideel belastning. Den medtager ikke rør- eller transistortrinnene omkring stacken, impedansen i udgangstransformeren og højttaleren, ESR i kondensatorer, tolerance i potentiometre eller parasitkapacitans i ledningsføringen. En rigtig forstærker vil afvige i detaljerne — tydeligst ved yderstillingerne af hver kontrol, hvor det næste trin belaster netværket og flytter knækfrekvenserne. Grafen beskriver selve filteret, som er den del, du justerer.
Vis udregningen
Maxima-udledningen bag hvert kredsløb er tilgængelig under grafen. Åbn den for at se matricerne, den symbolske løsning og det udtryk, serveren evaluerer. De samme ligninger kører ved hver forespørgsel; udledningen er ikke en rekonstruktion lavet bagefter.